Georg Trakl

Georg Trakl var en østrigsk forfatter. Faderen, en velstående isenkræmmer i Salzburg, lod ham gå i gymnasiet, hvor han klarede sig elendigt, og som 18-årig måtte han skifte over til en læreplads på et apotek.

Plaget af depressioner udviklede Georg Trakl snart en svær narkomani og alkoholisme. I 1908-1910 uddannede han sig i Wien til farmaceut, og ved udbruddet af 1. Verdenskrig blev han indkaldt til sanitetstjenesten og sendt til Østfronten. Efter det blodige slag ved Grodek i det sydlige Polen brød han sammen og døde kort efter af en overdosis kokain.

Dette korte, disharmoniske liv er grobunden for den måske betydeligste lyrik i den tysksprogede ekspressionisme. Af de ca. 100 digte, han færdiggjorde, udkom de fleste enkeltvis i avantgardetidsskriftet Der Brenner og først senere i Gedichte (1913), Sebastian im Traum (1915, da. Sebastian i drømme, 1976) og Die Dichtungen (1919).

Mens Trakl i sin levetid var ukendt uden for en snæver kreds, fik hans lyrik stor betydning for flere af 1900-tallets tysksprogede digtere, fx Ingeborg Bachmann og Paul Celan. Selv blev han afgørende inspireret af Friedrich Hölderlins hymniske form.

Georg Trakl opbygger i sine tekster en ejendommelig visionær verden, der forener det konkrete og sansede: landskaber, lys, himmellegemer, huse, menneskeskikkelser og dyr med suggestive ord som tungsind, stilhed, smerte, søvn og død. Det er en verden af farvemættet forfald, iskold klingende hårdhed og voldsom dynamik i kontrast til små scener af forløsning og ro.

I denne verden bevæger sig mytiske skikkelser som "engelen", "drengen Elis" og "søsteren", hvis betydning ikke kan fastlægges entydigt. Det fremmedartede i Trakls sprogverden opstår ikke mindst ved, at han opløser tids- og handlingsforløb og i stedet sidestiller elementer uden indbyrdes nær sammenhæng på samme måde som i drømmen. Hertil kommer, at han reducerer sit ordforråd til et lille antal nøgleord- og vendinger, der kombineres på stadig nye måder.

Den ydre verden forvandles således til intenst opladede tegn i et arkaisk-mytisk rum af en egen grum skønhed. Nok dominerer billederne af afmagt og angst over for en gådefuld verden af kulde og forfald, men digtene er på samme tid bærere af en eminent formvilje. Imod de kaotiske billedrækker står en fast klanglig struktur, nøgleordene ordner sig i vekslende mønstre af paralleller og kontraster.

I denne spænding når Georg Trakl ofte det hymnisk storslåede, som han fandt hos den beundrede Hölderlin. Et udvalg af Trakls digte er gengivet af Ivan Malinovski i Glemmebogen (1963).