Claude Lorrain, egl. Claude Gellée, kaldet Claude eller Le Lorrain, 1604/1605-1682, fransk maler, tegner og grafiker fra Lorraine. Han var en af 1600-t.s betydeligste landskabsmalere og forenede i sine heroiske landskaber og havnescener den realistiske naturskildring med historiemaleriets idealiserede personskildring. I 1613 tog han til Rom, hvor han kom i lære hos maleren Agostino Tassi (ca. 1580-1644) og tilbragte hovedparten af sit liv.
Claude Lorrains tidlige pastorale landskaber, påvirket af nederlandske og tyske kunstnere i Rom, er karakteriseret ved pittoreske motiver, diagonalkompositioner og et mildt solnedgangslys. Derefter fulgte en mere klassisk inspireret periode under indflydelse af Annibale Carracci, ofte monumentale malerier med bibelske eller antikke motiver. Storslåede, afklarede kompositioner af lyrisk karakter, hvor lyset synes at være det egentlige motiv, kendetegner den sene produktion.
Claude Lorrains landskaber var allerede i hans samtid både kostbare og efterspurgte, og blandt samlerne var både Filip 4. af Spanien og pave Urban 8. Fra 1636 gengav han i tusch og lavering systematisk sine malerier i en slags katalog, Liber Veritatis (British Museum, London), for at beskytte sig imod efterligninger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.