Christian Braad Thomsen

Christian Braad Thomsen, f. 10.12.1940, dansk filminstruktør og forfatter. Christian Braad Thomsen har markeret sig som en skarp kultur- og filmskribent og en lidenskabelig forsvarer for den alternative filmkunst, fx i bogen De uforsonlige (1988).

Hans kunstneriske og ideologiske orientering afspejles i bøger om bl.a. Rainer Werner Fassbinder og Alfred Hitchcock samt de franske nybølge-instruktører, fx i Kameraet som pen (1994). Spillefilm som Kære Irene (1971) og Koks i kulissen (1983) skildrer personer i udkanten af eller i oprør mod det etablerede.

I Drømme støjer ikke når de dør (1979) og dokumentarfilmene Herfra min verden går (1976) og Hvor mindets blomster gror (1991) viser Braad Thomsens inspirerede optagethed af opvækstens betydning og af erindringens og fortrængningens mekanismer. Et resultat af hans interesse for psykoanalyse er Freud-biografien Sigi Erobreren (1984).

Blandt Christian Braad Thomsens senere film er portrætfilmen Karen Blixen — storyteller (1995) og spillefilmen Den Blå Munk (1998) om menneskeskæbner på et københavnsk værtshus; Morten Korch - solskin kan man altid finde (1999); Svend Åge Madsen - at fortælle menneskene (2002); The Voice of Iran - Mohammad Rezâ Shajariân (2003); Marilyn Mazur - Queen of Percussion (2006) og Blues for Montmartre (2011).

I 2015 udsendte Christian Braad Thomsen dokumentarfilmen, Fassbinder – at elske uden at kræve (ty. Fassbinder - Lieben ohne zu fordern), baseret på tidligere ikke offentliggjorte filmoptagelser, som Braad Thomsen lavede med Fassbinder op gennem 1970erne. Filmen havde premiere på Berlinalen i 2015.

Blandt nyere bogudgivelser kan nævnes Bob Dylan: en guide til hans plader (1998, s.m. Asger Schnack), Drømmefilm: 100 af verdens bedste film (2000), Musik uden grænser: en personlig guide til verdensmusikken (2003), Drømmejazz (2009) og Film med håndskrift (2011) om seks auteurs i nyere dansk film.

Christian Braad Thomsen modtager Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse fra 1992.