Faktaboks

Asger Schnack
Født
23. maj 1949

Asger Schnack er en dansk forfatter. Den mest konstante værdi i Asger Schnacks mange tematisk og formelt varierede digtsamlinger fra debuten Øjeæbler (1967) til den store Hov, der blinkede noget i vandet (1997) er nærværet — en sproglig og sanselig henrevethed, som Schnack ofte knytter sammen med inspirationen fra digtning og musik, fx i Kærligheden, Bob Dylan (1972) og Kvint (1980).

Asger Schnack har skrevet flere bøger sammen med F.P. Jac og Klaus Høeck, der udgjorde det såkaldte Bandet Nul på 1980'ernes poesiscene. Foruden erindringsprosa og de erotiske romaner Jeg. En persienneroman (1983) og Han (1984), udgivet under pseudonymet Ane Schmidt, har Schnack ydet en værdifuld indsats som fascineret formidler af litteratur gennem digtudvalg i fx Lyrikbiblioteket (1985 f.) og introduktioner, fx 80 moderne danske digtere (1988, s.m. Jørgen Gustava Brandt).

I 2001 udsendte han Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste, en bog om Dan Turèll. Efter 1974-79 at have drevet eget forlag, Swing, der fortrinsvis udgav nye udgivelser af danske forfattere, genoptog Schnack i 2000 forlæggeriet, da han stiftede Bebop, som især udgiver gendigtninger af udenlandske digtere samt bøger af og om internationale billedkunstnere. I januar 2021 modtog Asger Schnack Forening for Boghaandværks Ærespris.

Som forfatter udgav han 2002-2007 under navnet Asger Paardekooper Braun eller Paardekooper, således i digtsamlingen Stemmer og sten ved Vester Kirkegård (2003).

Sammen med fotografen Lars Gundersen har Schnack udgivet digt- og fotografibøgerne Viborg taler (2010) og Lutter Læsø (2014). I 2014 udgav Asger Schnack desuden bogen Dan Turéll var vild med Clifford Brown, der består af en lang række miniessays om hundredvis af forfattere og musikere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig