Brontosaurus var en sauropod dinosaur. Den var en planteæder med en lang tynd hals, der endte i et lille, spidst hoved. Kroppen var stor og kraftig, og den havde kraftige ben. Dens hale var meget lang og endte i en piskelignede spids. En fuldvoksen Brontosaurus målte typisk 19-22 meter fra hoved til halespids, og det anslås, at vægten har ligget på 14-17 tons. Brontosaurus er fundet i Nordamerika, hvor den levede i slutningen af Juratiden for 156-147 millioner år siden.
Brontosaurus
Føde
Ligesom alle sauropoderne var Brontosaurus udelukkende planteæder. Ved at svinge den lange hals fra side til side kunne den afsøge et næsten 180 graders areal for føde og nå langt op i træerne. Dens tænder kunne udelukkende bruges til at rive bladene af grenene med; den kunne ikke tygge og forarbejde føde med dem.
Man har fundet samlinger af blankpolerede sten i maven på sauropoderne. De viser, at de havde en mavesten, gastrolitter, der blev benyttet til at findele føden, ligesom i kråsen hos nulevende fugle.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.