Yixing, kinesisk keramik fremstillet i byen Yixing i Jiangsu-provinsen siden 1500-t. Bedst kendt er det rødbrune, uglaserede stentøj, især tepotter, med indgraverede motiver eller dekorationer i lavt relief. Det var forbillede for det rødbrune Böttgerstentøj, fremstillet i Meissen af J.F. Böttger. Se Kina (kunsthåndværk).