Vulkansk slagge i en slaggevulkan på Lanzarote. Slaggerne er kastet ud i forbindelse med lavafontæneaktivitet.

.

Vulkansk slagge, kantet og porøst brudstykke af lavaens størknede skorpe, der rives op og slynges ud ved et vulkanudbrud. Koksagtigt materiale kaldes for scorier. Svejseslagge er lavasprøjt, der inden størkningen falder ned og "svejses" sammen på kraterranden eller vulkanflanken til uregelmæssige klumper eller volde. Det grovere materiale, der kastes noget længere bort, er hhv. slyngslagge (eller kasteslagge), pimpsten og egentlige vulkanske bomber. Slyngslagge er lavafragmenter, der er størknet under passagen gennem luften uden opblæring. De er derfor ret massive i modsætning til pimpsten.

Slagge hører til de løse udbrudsprodukter, der sammenfattes under betegnelsen tefra. Se også pyroklastiske bjergarter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig