Vulkansk aske, løst, vulkansk udbrudsprodukt med en kornstørrelse mellem 1/6 og 2 mm, dvs. finere end lapilli og grovere end vulkansk støv. Asken består af vulkansk glas, tidligt udkrystalliserede mineraler som fx olivin og plagioklas samt pulveriserede bjergarter. Den spredes ofte vidt omkring og kan findes som tynde støvlag i Indlandsisen på Grønland.

Da Mount St. Helens i det nordvestligste USA eksploderede i 1980, rejste der sig en 20 km høj sky af aske over vulkanen, som mørklagde et område indtil 200 km fra krateret. I løbet af de voldsomste ni timer af udbruddet blev 540 mio. t aske spredt ud over 35.000 km2 nær vulkanen. Nogen aske blev endog transporteret rundt om Jorden de efterfølgende to uger.

Et andet berømt vulkanudbrud i historisk tid er Vesuvs udbrud i 79. Hvid aske faldt over Herculaneum og Pompeji, som sammen med deres omgivelser blev begravet i et op til 20 m tykt askelag.

I april 2010 lammede askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull flytrafikken over det meste af Europa.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig