Vinlus
Galler af vinlus (Daktulosphaira vitifoliae) på et vinblad.

Vinlusen er en ca. 1 mm lang, gul bladlus, som hører til dværglusene i familien Phylloxeridae. Den har flere forskellige stadier. Det for vinproduktionen farligste stadie er rodstadiet, hvor vinlusen lægger sine æg på vinstokkes rødder, som larverne udsuger; efter 5-10 års angreb visner plantens rodnet, og planten dør. Et andet stadie danner galler på vinplanternes blade.

Faktaboks

Også kendt som

Daktulosphaira vitifoliae (tidligere Phylloxera vastatrix)

Det lille skadedyr stammer fra den amerikanske østkyst, hvor vinplanterne havde udviklet resistens. I 1863 blev vinlusen påvist i Rhône, og 1870-1890 bredte den sig til de fleste vinlande i verden. Den eneste undtagelse var områder med meget sandet jord, fx Colares i Portugal.

Vinlusens hærgen har været den største katastrofe for vinproduktionen nogensinde. I dag holdes dens skader nede ved at pode europæiske vinsorter på resistente amerikanske grundstammer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig