Flyvingerne er den konstruktionsdel på et flyvemaskine, der sørger for den fornødne opdrift til at holde maskinen i luften.
Faktaboks
- Også kendt som
-
vinge
flyvinge
Opdriften på en flyvinge skyldes en trykforskel mellem over- og underside. Nær vingetipperne bevirker trykforskellen, at luft bevæger sig rundt om kanten og skaber hvirvler, der bevæger sig bagud i forhold til flyet. De ses tydeligt på dette billede af en Cessna Citation VI, der bevæger sig op gennem et skydække. Når store fly letter og lander, kan hvirvlerne være så kraftige, at fly i luften bagved kan slås ud af kurs. Luftfartsmyndighederne fastsætter derfor minimumsintervaller mellem starter og landinger.
Flyvingers udformning
For at et fly kan holde sig i luften, kræves det, at opdriften på flyets vinger er så stor, at den kan opveje tyngdekraften. At forstå, hvordan opdriften opstår, og at kunne beregne den for en vinge med et givent tværsnit er et fundamentalt problem i aerodynamikken.
Udformningen af en flyvinge afhænger af flyets øvrige egenskaber; fx har svævefly meget lange og tynde vinger, mens overlydsfly kan have pilformede vinger eller deltavinger. En klassisk flyvinge har en længde, der er meget større end dens øvrige dimensioner, og et let asymmetrisk tværsnit (vingeprofil), som i flyveretningen er afrundet og mod bagenden tilspidset.
Opdrift, modstand og moment
Teorien for vingers opdrift bygger på aerodynamikken, hvor man kan vise, at når en vinge bevæges gennem luften, bliver lufthastigheden over vingen større end under. Da det statiske tryk ifølge Bernoullis ligning (se også hydrodynamik) falder med stigende hastighed og omvendt, opstår der mellem vingens underside og overside en trykforskel og dermed en kraft på vingen.
Kraftens vinkelrette komponent på flyveretningen er opdriften; den parallelle er modstanden. Derudover er der et kraftmoment, som giver vingen en tendens til at tippe forover; på sædvanlige fly modvirkes dette af haleplanet. De aerodynamiske kræfter afhænger af luftens massefylde, vingens hastighed og areal samt vingeprofilets aerodynamiske egenskaber.
Indfaldsvinkel
Vingens opdrift, modstand og moment afhænger meget kraftigt af dens indfaldsvinkel, dvs. vinklen mellem profilets korde og den indkommende luftstrøm. Hvis indfaldsvinklen bliver for stor, er luftstrømmen ikke længere i stand til at følge oversiden af vingen; den separerer fra vingen, og der indtræder stall, dvs. at opdriften falder voldsomt. For de mest almindelige profiler sker det ved en indfaldsvinkel på ca. 12°.
Vingens opdrifts- og modstandsegenskaber kan ændres dels ved mekanisk at ændre krumning og areal ved fx flaps og slats, som det bl.a. sker ved start og landing, dels ved at ændre strømningsmønsteret i grænselaget (det tynde luftlag tæt på vingens overflade, hvori der optræder gnidning), fx ved hjælp af små finner på vingens overside eller huller i dens overflade.
Flyvingens indre struktur
En vinges indre struktur består som regel af ribber og bjælker, hvorpå vingeoverfladen er nittet fast. Vingens indre rummer normalt flyets brændstoftanke samt aktuatorer til styreflader og flaps, rør til motorinstallationer osv.
Læs mere i Den Store Danske
- flyvemaskine
- deltavinge
- vinge (på dyr)
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.