vikingeskibe

Vikingetidens nordiske ekspansion uden for hjemlandene havde udviklingen af lette, hurtige og sødygtige skibe i løbet af 600- og 700-tallet som en vigtig teknisk forudsætning. Tidligere tiders rundbundede roskibe, fx skibene fra Nydam og Sutton Hoo, erstattedes her af skibe med skrogtyper, der egnede sig til at føre sejl.

I 800-tallet var standardtypen formentlig et relativt bredt, kombineret ro- og sejlskib med en beskeden lasteevne og et talrigt mandskab, der kunne optræde som krigere, handelsmænd eller udvandrere, alt efter hvad situationen krævede. Denne type kendes fra de norske gravskibe fra Oseberg (fra ca. 820) og Gokstad (fra ca. 900). Specialiserede fragtskibe kendes ikke fra tidlig vikingetid, måske fordi der ikke er vragfund af denne periodes skibe, eller fordi forudsætningerne for en egentlig fragtfart endnu ikke var til stede.

Senest i løbet af 900-tallet er den udspecialisering i fragt- og krigsskibe sket, som fremgår af skibsfundene fra Hedeby og Skuldelev. Skuldelevskibene fra ca. 1040 viser således et bredt typespektrum af sejlskibe med en hovedskillelinje mellem de 17-30 m lange, smalle og lave krigsskibe med fuld besætning af roere, fx Skuldelev 2 (rekonstrueret som Havhingsten fra Glendalough), og de 14-16 m lange, brede og højbordede lastskibe med få eller ingen årer. Til de store krigsskibe hører Roskilde 6 (se Roskildeskibene), der med sine 36 m er det længste vikingeskib, der er fundet. Herudover har der været diverse mindre bådtyper til fiskeri og almindelig samfærdsel.

Vikingetidens nordiske skibe og både var bygget som en smidig plankeskal af udkløvede materialer, primært eg og fyr. Ud fra et grundmønster med køl, svungne stævne, klinklagte planker og et symmetrisk system af spanter og bjælker opbyggedes skroget i en dobbeltspids form, der kunne varieres alt efter skibets type og sejladsområde. Disse principper anvendtes også ved skibsbyggeriet i de områder i England, Irland og Normandiet, hvor vikingerne slog sig ned, samt i det slaviske bådebyggeri ved Østersøen.

Vikingetidens skibsbygningstraditioner videreudvikledes 1000-1250 med tilpasning af lastskibene i størrelser op til 25 m med et kraftigt spantsystem af hensyn til det stigende behov for transport af massegods. 1000-tallets smalle og smidige langskibe til krigsbrug erstattedes i 1100- og 1200-tallet af kraftigere og mere højbordede skibe, der dog endnu kun kendes fra sagatekster.