Roskildeskibene. Oversigt over de ni Roskildeskibe og deres placering, da de blev fundet.

.

Roskildeskibene, ni skibe fra vikingetid og tidlig middelalder fundet i 1997 ved anlæggelsen af Vikingeskibsmuseets Museumsø og -havn i Roskilde. Fundet, der er det største samlede skibsfund i Nordeuropa fra denne periode, dækker 300 år og falder i tre grupper.

Til den første gruppe fra sen vikingetid hører langskibet, betegnet Roskilde 6 eller Ægir, et krigsskib, som med sine 36 m er det hidtil længste vikingeskib, der er fundet; skibet var delvist hugget op, men bredden er beregnet til ca. 3,7 m. Roskilde 6 er bygget i Oslofjorden på et tidspunkt efter 1025. Det kan have haft en besætning på 100 mand, hvoraf 78 har skullet ro skibet.

Den næste gruppe (Roskilde 1 samt 7, 8 og 9) fra 1060-1200 består af større og mindre lastfartøjer; det største af dem har kunnet laste 50 ton. Den sidste gruppe (Roskilde 2, 3, 4 og 5) fra 1170-1350 består af mindre lastfartøjer, der har kunnet laste 5-7 ton.

De mange forskellige fartøjer afspejler Roskilde bys historie i perioden. Fra at være en central og driftig handelsby blev det kirkelige og økonomiske magtcentrum i løbet af 1200-t. forrykket til København. Langskibet er fra tiden, da Roskilde var kongeby, og det må have tilhørt en mand af høj byrd. De mange lastskibe viser byen som driftig handelsby, hvor et par af skibene endog er kommet langvejs fra. De yngste af skibene, der også er de mindste, har alene tjent til at skaffe byen de nødvendige fornødenheder, bl.a. brændsel og fødevarer.

Se også Skuldelevskibene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig