vidnepsykologi

Vidnepsykologi, gren af psykologien, der beskæftiger sig med vidners udsagn. I et meget stort antal retssager — ikke mindst straffesager — er vidners udsagn afgørende for resultatet. Bedømmelsen af vidners udsagn er derfor central for retsvidenskaben og i det praktiske retsliv for anklagemyndighed, forsvarere og dommere.

I forskellige lande har psykologer i varierende grad indrettet deres forskning, så retsvidenskaben kan have glæde af den. I Sverige har psykologien udviklet en speciel analysemetode, den formelle strukturanalyse, hvor psykologen samler al den viden, han kan finde om den enkelte sag, herunder samtaler med tiltalte, forurettede, vidner, efterforskende politifolk. Alt dette stykker han sammen til den mest sandsynlige forklaring. Man kunne kalde metoden "den gode politimands metode". Vidnepsykologer anvendes ganske ofte i Sverige ved vanskelige sager, fx i sagen om mordet på Olof Palme, hvor bl.a. vidnepsykologens udsagn betød, at tiltalte blev frifundet.

Betydningen af den enkelte vidnepsykologs rapport står og falder med den tillid, domstolen har til hans vurderinger og argumenter. I 1990'erne så man i nogle tilfælde vidnepsykologer udarbejde rapporter med forskellig konklusion med hensyn til skyldspørgsmålet.

I Danmark anvendes metoden ikke. Efter danske domstoles opfattelse ligger den svenske vidnepsykologi for tæt op ad det, der er domstolens opgave: vurderingen af bevisernes vægt. I Tyskland anvendes psykologer navnlig til troværdighedsvurderinger af det enkelte vidne (specielt kvinder og børn i sædelighedssager). I USA anvendes vidnepsykologer mest til at fremkomme med generelle udtalelser, fx Hvor troværdige er børn? Hvorledes virker ledende spørgsmål? Hvad er fortolkningsmulighederne for en bestemt udtalelse? Som regel vil anklager og forsvarer engagere vidnepsykologer med forskellige opfattelser. Det er herefter domstolens opgave at anvende den generelle viden på den konkrete sag. En anden skole af vidnepsykologer i USA arbejder i konkrete sager med løgnedetektor.

Danske forsvarere har flere gange søgt at indkalde psykologer til at udtale sig konkret om et bestemt vidneudsagn eller mere generelt om vidneudsagn. Hidtil er det blevet afvist af domstolene. I en doktordisputats af Eva Smith, Vidnebeviset (1986), anvendes en lang række vidnepsykologiske undersøgelser med henblik på at foreslå forbedringer i den juridiske procedure ved udspørgen af vidner.