Videokunst. Den koreansk fødte Nam June Paik betragtes som videokunstens fader. I 1960'erne var han en central skikkelse i Fluxusbevægelsen, deltog i dens aktioner og udviklede sit eksperimenterende arbejde med tv-apparater og videosekvenser, bl.a. sammen med cellisten Charlotte Moorman. Senere har han skabt en lang række videoinstallationer som dette lysflimrende væsen fra udstillingen High Tech Allergy på Kunstmuseum Wolfsburg 1995-96.

.

Videokunst, kunstnerisk udtryksform, hvor video indgår som indspillet videobånd (eller digitalt lagrede billeder) eller som en del af en større helhed, fx skulptur, installation eller performance.

En pioner inden for videokunsten er Nam June Paik, der på en udstilling i 1963 i Galerie Parnass i Wuppertal, "Exposition of Music — Electronic Television", havde lavet en opstilling af tv-apparater, hvor signalet blev manipuleret ved hjælp af magneter. Paik skabte i samarbejde med komponisten John Cage flere udstillinger, hvor forvrængede tv-billeder indgik som en del af den kunstneriske aktivitet; kunsten blev så at sige skabt på stedet som happenings, hvor publikums deltagelse og reaktioner skulle bidrage interaktivt.

I 1965 introducerede firmaet Sony sin Portapak-camcorder, et bærbart kamera, hvor optagelserne kunne gemmes på bånd. Herefter begyndte en række billedkunstnere at eksperimentere med dette medium, bl.a. Wolf Vostell, Bill Viola, Bruce Nauman og Peter Campus (f. 1937).

Flere af dem præsenterede deres værker på den skelsættende udstilling "Television as a creative Medium" i 1969 i Howard Wise Gallery i New York.

I Danmark var pionererne i 1970'erne bl.a. Niels Lomholt ogWilliam Louis Sørensen.

I 1980'erne blev de fulgt af kunstnere fra gruppen Værkstedet Værst og Galleri Trekanten på Vesterbro i København; af disse har bl.a. Ane Mette Ruge og Jacob F. Schokking også præget 1990'ernes danske videokunst, fx med en række fælles værker.

Se også musikvideo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig