Våddragt, tætsiddende dragt, der anvendes ved visse vandsportsgrene som dykning og windsurfing. Dragten er lavet af isolerende materiale, fx neopren, og lader et tyndt lag vand trænge ind, som opvarmes af kroppen. En tørdragt er i modsætning hertil helt vandtæt og isolerer vha. det tøj, som bæres under den. Våd- og tørdragter har været anvendt siden 1950'erne.