Et undersøgelsesgebyr er et gebyr, som sælgeren kan opkræve ved at skulle undersøge om salgsgenstanden lider af en fejl eller mangel.

Hvis det ved undersøgelse af en salgsgenstand konstateres, at den er behæftet med en mangel, kan sælgeren ikke kræve sig betalt for undersøgelsen.

Hvis det derimod konstateres enten, at salgsgenstanden ikke er defekt eller, at genstanden måske nok er defekt, men at der ikke foreligger en køberetlig mangel, fx fordi defekten skyldes forbrugerens behandling af genstanden, kan sælgeren kræve et undersøgelsesgebyr, hvis forbrugeren på forhånd er gjort udtrykkeligt bekendt hermed.

En aftale om undersøgelsesgebyr er underlagt de almindelige aftaleretlige regler.

Hvis en salgsgenstand indleveres til reparation i en eventuel garantiperiode, kan sælgeren ikke kræve vederlag for undersøgelsen, idet forbrugeren i sådanne tilfælde er berettiget til at gå ud fra, at undersøgelsen er gratis.

Hvis sælgeren reparerer genstanden, selv om der ikke foreligger en køberetlig mangel, kan sælgeren kun kræve omkostningerne herfor betalt, hvis sælgeren har indhentet en bekræftelse på, at forbrugeren ønsker reparationen gennemført, selv om forbrugeren skal betale.

Efter forbrugerklagenævnspraksis kan et undersøgelsesgebyr alene opkræves, hvis sælgeren tager forbeholdet ved den konkrete indlevering til reparation og dermed sikrer sig, at forbrugeren er bekendt med, at han eller hun risikerer at skulle betale et nærmere angivet (rimeligt) beløb. Derudover skal sælgeren sikre sig dokumentation for, at forbrugeren har accepteret forbeholdet, og sælgeren skal endelig kunne godtgøre, at der ikke foreligger nogen mangel. Selv om det således kan være muligt i den konkrete situation at tage et sådant forbehold, vil en oplysning herom i standardbetingelserne ikke blive tillagt nogen betydning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig