tyrefægtning

Matadoren og tyren.

.

Matadoren og tyren.

.

Tyrefægtning, (sp. corrida de toros), kamp mod tyre i arena; især udbredt i Spanien og Latinamerika, men finder også sted i Frankrig og Portugal, hvor tyrene dog ikke dræbes.

Tyrefægtningens rødder går tilbage til oldtidens Kreta, Thessalien og Romerriget i kejsertiden (se Mithra). Mellem ca. 1000 og ca. 1750 udkæmpedes spansk tyrefægtning af beredne adelsmænd med lanser, hvilket kostede så mange mennesker livet, at det blev forbudt. Derefter blev tyrefægtningen overtaget af mænd af lavere klasser i landsbyerne, som til fods kæmpede mod tyrene med sværd, lanser, køller, huggerter, økser eller knive. Forbruget af tyre var stort, ca. 25 om dagen ved en stor fiesta, og det blev rentabelt at opdrætte kamptyre.

I slutningen af 1700-t. opsatte matadoren fra Ronda, Francisco Romero, grundreglerne for den moderne tyrefægtning, som siden udviklede sig i to forskellige retninger, for det første den rolige Ronda-stil, for det andet den mere flagrende Sevilla-stil med flere bevægelser. En ældre spansk betegnelse for en person, der deltager i en tyrefægtning er toreador; den moderne betegnelse er torero.

I en corrida de toros dræber tre matadorer hver to tyre, der er frilandsopdrættet og stort set ikke har haft kontakt med mennesker, før de som femårige sendes til arenaen. En corrida begynder med en præsentation af matadorerne og deres ansatte, cuadrilla, i arenaen. Derefter følger selve tyrefægtningen, der, efter at tyren er lukket ind i arenaen, består af tre akter.

I første akt lader et par af matadorens mænd, banderilleros, tyren angribe deres kapper for bl.a. at undersøge, om tyren har sikre ben, er højre- eller venstrehornet, om den ser godt, og om den er hurtig eller langsom. Dernæst rider picadorerne ind på kraftige, polstrede heste. En picador må med sin 2,70 m lange lanse stikke tyren to gange i dens nakkemuskels højeste sted, hvilket får tyren til at sænke hovedet, så matadoren senere kan komme ind over dens horn med sit sværd og dræbe den.

I anden akt sætter en eller to banderilleros tre par 70 cm lange spyd, banderillas, i tyrens nakke, hvilket "retter" tyren, hvis den slår med hovedet eller holder det skævt, og desuden får den til at sænke det yderligere.

I tredje akt er tyren og matadoren alene i arenaen. I stedet for en kappe bruger matadoren et mindre, hjerteformet klæde, en muleta. Når tyren angriber, viser han sin kunnen ved forskellige muleta-øvelser. Ti minutter senere skal han dræbe tyren med sit sværd. Ved et korrekt drab stikkes sværdet gennem rubios, der er et lille sted mellem tyrens skulderblade, og går ned mellem tredje og fjerde ribben og overskærer de store pulsårer. Hjerte og lunger bør ikke rammes. Efter tyrens død kan matadoren belønnes for sin tapperhed med et eller begge dens ører og i sjældne tilfælde også halen og klovene.

Tyrefægtning til hest, hvor tyrefægteren, rejoneadoren, råder over fire veltrænede heste, er ligeledes i tre akter og forekommer både i Spanien og Portugal. Denne type tyrefægtning har sine rødder i riddernes træning i krigsførelse fra hesteryg.

Under pres fra bl.a. dyreværnsorganisationer vedtog parlamentet i regionen Catalonien i Spanien i 2010 et forbud mod tyrefægtning med ikrafttrædelse 1.1.2012. Den foreløbigt sidste tyrefægtning i regionen fandt sted i arenaen La Monumental i Barcelona i september 2011.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig