Turkis som åre i vulkansk bjergart fra Santa Fe i New Mexico, USA. Åren er ca. 4 cm bred.
Turkis, blåt eller grønt mineral med voksglans; hårdheden er 6, og massefylden 2,7 g/cm3. Den kemiske sammensætning er CuAl6(PO4)4(OH)8∙4H2O. Turkis krystalliserer triklint og findes i årer i omdannede vulkanske bjergarter. De berømteste forekomster findes i Iran (Khorasan), Israel og USA (New Mexico, Arizona, Nevada og Californien).
Smykkestenen turkis cabochon- eller kugleslibes, da den yderst sjældent findes som egentlige krystaller. Den uigennemskinnelige turkis er ofte porøs og meget modtagelig for ydre påvirkninger, fx fedt og creme, der ødelægger stenens farve. Derfor imprægneres den hyppigt med plast, "stabiliseret turkis", og meget små stykker presses sammen med plast som "rekonstrueret turkis". Mange porøse, farveløse mineraler farves blå og sælges som turkis; forfalskningen opdages ved at brække stenen over. Turkis har været anvendt som smykke- og dekorationssten siden oldtiden.
I Orienten brugtes turkis som amulet mod onde blikke, og den ses på mange paradevåben, rustninger og jader fra Persien og Osmannerriget. I Tibet og hos flere nordamerikanske indianerstammer var turkis en hellig sten. Indianerne i Nord- og Mellemamerika har siden forhistorisk tid anvendt turkiser i smykker og mosaikarbejder, og stenen var tidligere vigtig i langdistancehandel mellem områderne. Turkiser er fortsat af stor betydning i indiansk kunsthåndværk i det amerikanske Sydvesten.
I europæisk smykkekunst kom turkis først på mode i begyndelsen af 1900-t.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.