Triader, (af gr. trias 'tretal, enhed bestående af tre dele', gen. triados), oprindelig en løs sammenslutning af en række kinesiske hemmelige selskaber, som fra begyndelsen af 1700-t. voksede frem i Perleflodsdeltaet, i Fujian og på Taiwan. Den største gruppe kaldtes Tiandi hui 'Himmel og jord-selskabet'. Triaderne rekrutterede primært deres medlemmer fra rodløse samfundsgrupper og infiltrerede de lavere dele af statsadministrationen. De fulgte med den kinesiske emigration og etablerede sig globalt. Op i første halvdel af 1900-t. havde triaderne både en politisk og en kriminel dimension, men i nyere tid er de alene kendt for organiseret og international kriminalitet.