Trøske, candidiasis, almindelig infektion i mundslimhinden, især hos nyfødte, fremkaldt af gærsvampen Candida albicans. Trøske viser sig som gullighvide, let løsnende belægninger på en mørkerød slimhinde, oftest på tunge og kindslimhinde. Gærsvampe forekommer normalt i tarmkanalen og på slimhinder i mund og skede. Under fødslen invaderes barnets mundhule af gærsvampe fra moderen, hvilket kan fremkalde forbigående forandringer inden for de første leveuger.

Trøske hos voksne ses især hos ældre med tandprotese, i forbindelse med sukkersyge, svækket immunforsvar, fx hiv-infektion, eller efter antibiotisk behandling mod bakterier, hvilket medfører øget vækst af svampe.

Infektionen kan behandles med lægemidler til lokalbehandling i mundhulen eller i mere udtalte tilfælde med tabletter, der indeholder svampedræbende antibiotika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig