Tonefilm, lydfilm, film, til hvis billedside der er indspillet lyd (tale, musik, reallyde og lydeffekter).
De første kombinationer af lyd og levende fotografiske billeder blev foretaget af Thomas Edison omkring 1890, og i de følgende 30 år fulgte andre opfindere efter. De tidlige forsøg strandede såvel på tekniske problemer som på manglende interesse fra producenter og biografejere, der ikke var interesserede i at investere i nyt udstyr.
I 1923 demonstrede danskerne Axel Petersen og Arnold Poulsen et optisk lydsystem, Petersen og Poulsens tonefilmsystem, der i 1930'erne blev anvendt af Nordisk Film og i visse franske og britiske produktioner.
Det var dog amerikanske tonefilmsystemer, Warner Bros.' Vitaphone (1926) og Fox' Movietone (1927), der sikrede tonefilmens gennembrud omkring 1930. Warner Bros.' system afspillede lyden fra store lakplader, mens Fox' og senere andre systemer opererede med et optisk lydspor på selve filmstrimlen.
Tonefilmen blev en kommerciel succes, skønt kritikere opfattede den som et æstetisk tilbageskridt i forhold til stumfilmen. For små sprogområder som det danske betød tonefilmen, at eksport af egne tonefilm begrænsedes. De sprogproblemer, tonefilmen medførte, løstes ved eftersynkronisering af dialogen eller ved tekstning.
Fra omkring 1950 blev brugen af de kvalitetsmæssigt bedre magnetlydbånd stadig mere udbredt i indspilningen af filmlyd. Samtidig erstattede stereolyd efterhånden monolyd. I 1980'erne udbredtes digitale lydsystemer, og i dagens (2000) surround-sound-systemer som DolbyDigital, THX og SDDS er 3-8 kanaler almindeligt i biograferne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.