Surround sound, multikanallyd, surroundlyd, flerkanals-lydsystem til rumlig lydgengivelse, oprindelig udviklet til biografer og derefter videreudviklet til tv og video. Ved det mest udbredte system, kaldet 5.1 (fem højtalere og en subwoofer), placeres tre højtalere foran tilhøreren omtrent som ved et stereosystem, men med en højtaler tilføjet i midten. Endvidere placeres to højtalere skråt bagud til venstre og højre samt en subwoofer, hvis placering ikke er så kritisk. Der anvendes fire kanaler, idet de to højtalere bag tilhøreren gengiver et fælles signal.
Foruden det nævnte 5.1-system findes også andre surroundsystemer samt "virtual surround", hvor man med kun to højtalere foran tilhøreren plus en elektronisk manipulation af signalerne kan frembringe en forbløffende rumvirkning. Se også stereo og kvadrofoni.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.