Tekstur, inden for sedimentologien (læren om aflejringer) udtryk for de ydre egenskaber (størrelse, morfologi og struktur) ved de sedimentkorn, der opbygger klastiske sedimenter. Ud fra teksturen kan man afgøre sedimentets oprindelse, transportforhold og aflejringsmiljø, og den gennemsnitlige kornstørrelse danner basis for inddeling i ler, silt, sand m.m.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tekstur kommer af latin textura 'sammenvævning', afledning af textus, perf.part. af texere 'væve'

Kornstørrelsesfordelingen er sedimentets sorteringsgrad; fx er klitsand ofte velsorteret, mens smeltevandssand normalt er moderat til dårligt sorteret. Kornmorfologi beskriver det enkelte korns form, rundingsgrad og sfæricitet, mens strukturen omfatter kornenes orientering og pakning. Se også sedimenter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig