teaterkritik

Teaterkritik, kritisk bedømmelse af teaterforestillinger. Bedømmelsen knytter sig til synet på teatret som en seriøs kunstart, der udvikledes i 1700-t., herunder teorier om både dramateksten og selve udøvelsen. Skrifter udgivet af Luigi Riccoboni og Francesco Riccoboni (1707-72) fra 1738 og 1750 om hhv. teatrets og skuespilkunstens egenart var blandt forudsætningerne for kvalificeret kritik af kunstarten. Hertil kom udbredelsen af den trykte presse. En model for den kritiske analyse blev G.E. Lessings Hamburgische Dramaturgie (1767-69). Danmarks første teaterkritiker, Peder Rosenstand-Goiske, lancerede med Den Dramatiske Journal (1771-73) en minutiøs kritik af såvel dramaet som dets udførelse med ganske indgående rollekarakteristikker. Tanken var, at den indsigtsfulde smagsdommer skulle give de optrædende en kvalificeret respons samt højne og skærpe publikums kritiske vurderingsevne. Med 1800-t.s centrale placering af teatret skete en opprioritering af dagbladskritikken, som kunne indebære (kultur)politiske overtoner. Blandt de toneangivende navne i Danmark var J.L. Heiberg og siden hen Edvard Brandes, der ud fra naturalistiske kriterier systematisk angreb nationalscenen for vaghed i udtrykket; gennem sine Holberganmeldelser var Brandes med til at bane vejen for William Blochs naturalistiske fornyelse af Det Kgl. Teaters repertoire.

Teaterkritikken har i reglen placeret sig et sted mellem journalistisk orientering og smagsdommervirksomhed, med et større eller mindre subjektivt islæt; når subjektiviteten rendyrkes til en fokusering på formidlingen af oplevelsen, tales der om den impressionistiske metode. Vurderingen af stykket har ofte høj prioritet, mens fx de visuelle aspekter behandles summarisk, bl.a. fordi kritikerne i reglen har en litterær baggrund. Herudover vil markante kritikere tit søge at påvirke udviklingen ved at påvise mangler og plædere for foretrukne retninger. I Storbritannien spillede fx Kenneth Tynan og i USA Eric Bentley i 1950'erne en rolle for hhv. det nye sociale drama og Brecht. I Danmark var Frederik Schyberg talsmand for det moderne amerikanske drama. Ofte fremstår en bestemt kritiker som sin periodes toneangivende. I dansk sammenhæng har det efter Schyberg været Harald Engberg, Svend Kragh-Jacobsen og Jens Kistrup.