Talekodning er en del af taleteknologien. Ved digital transmission og lagring af tale skal signalet omdannes til digital form. Det foregår ved, at signalets værdier måles (samples, se digitalteknologi) med bestemte tidsintervaller af en analog/digital konverter. Et vigtigt mål er signalets bitrate, der er et udtryk for, hvor meget et sekunds tale fylder i computerens lager. Samples tale fx 8000 gange pr. sekund, og repræsenteres hver måling ved 16 bit, fylder talen 128 kilobit pr. sekunds tale. Ved transmission af signalet fra en sender til en modtager er bitraten bestemmende for krav til transmissionskanalens båndbredde. Omkostningerne ved at opbygge et transmissionssystem er derfor bl.a. bestemt af signalets bitrate.

Det kan derfor være af interesse at reducere bitraten. Det kan gøres med en talekoder, som dels repræsenterer måleværdier i det samplede signal i større intervaller end de oprindelige ved deres middelværdi, dels fjerner redundans fra talesignalet, dvs. værdier, der ikke betyder noget for talens forståelighed.

En talekoders kvalitet måles ved den subjektive forståelighed af det gendannede signal og bestemmes ved lyttetest, der udføres efter en række forskrifter. Talekodere benyttes i satellit-, mobil- og telefontransmission og kan fås med bitrater mellem ca. 4 og 64 kilobit pr. sekund.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig