Symaskine. To principper for dannelse af sting mellem overtråd (blå) og undertråd (rød). Tv. ses svingskytten, som bevæges frem og tilbage under systedet. Den medfører en spole med undertråden. Når nålen efter at have været i bund trækkes opad, danner overtråden en løkke, som svingskytten passerer igennem under sin fremadgående bevægelse. Når nålen trækkes helt op, strammes stinget. Th. ses rundskytten, som anvendes i de fleste hjemmesymaskiner. Her roterer en griber omkring spolen med undertråd. Den fanger overtrådens løkke og fører den omkring undertråden, inden stinget strammes af nålen.

.

En symaskine er en finmekanisk maskine til automatisk syning med overtråd og undertråd. Symaskiner findes til brug i hjemmet og som specialsymaskiner i industrien til syning i forskellige materialer, bl.a. bomuld, lærred, silke, syntetiske stoffer, skind og læder. Maskinerne har forskellige udformninger med enten håndhjulsdrev, trædedrev eller elektrisk drev med fod- eller knæbetjent regulatorpedal til at styre syhastigheden. I moderne, avancerede symaskiner indgår også computerstyring af mange forskellige syfunktioner, fx stikkesting, zig-zag-syning, mønstersømme, pyntestikninger, knaphulssyning samt isyning af knapper, bånd og lynlåse.

Teknik

En symaskines arbejdsprincip består i, at en nål fører overtråden gennem materialet, således at der dannes en løkke på undersiden. Her "fanges" løkken af en frem- og tilbagegående skytte eller en helroterende griber, som fører en undertråd gennem løkken, hvorefter overtråden trækkes til, og der dannes et sting.

Ældre symaskiner kunne kun udføre stikkesting (ligesyning). De anvendte forskellige typer skytter til undertråden og blev benævnt derefter som langskyttesymaskine, svingskyttesymaskine og rundskyttesymaskine (centralspolesymaskine). De to førstnævnte er blevet eftertragtede samlerobjekter, mens den sidstnævnte stadig er i brug til hjemmesyning. Den udmærker sig ved let og lydløs gang, stor syhastighed og mere rummelige spoler end svingskyttemaskinen. Centralspolesystemet med rundskytte udvidede symulighederne med zig-zag-syning, som dog først for alvor blev udbredt med det videreudviklede helroterende gribersystem, der anvendes i moderne friarms zig-zag-symaskiner.

Mens en almindelig synål har sit nåleøje i den tykke ende, er symaskinenålen udformet med nåleøjet nær nålens spids. I den anden ende har maskinnålen en fortykkelse, kolben, som er fastspændt til en føringsstang, der bevæger nålen op og ned. Nålespidsen med overtråden føres derved først gennem stoffet og derefter gennem et lille hul i stingpladen, mod hvilken stoffet holdes nedtrykket af en fjedrende glidesko, trykfoden. Trykfoden kan have forskellige former; til stikkesting benyttes en dobbelt trykfod, til kantsøm en kantstikker, en sømfolder kan folde en søm, og en rynketrykfod kan rynke stoffet. Under trykfoden er anbragt en riflet fremføringsmekanisme, transportøren, som for hvert systing flytter stoffet et lille skridt frem.

Når nålen med overtråden har nået sin nederste stilling og begynder sin opadgående bevægelse, danner overtråden den ovenfor nævnte løkke, som fanges af skytten eller griberen. Under nålens videre opadgående bevægelse strammes løkken til.

Overtråden føres fra en spole gennem trådledere til en trådspændingsregulator, der har en indstillelig hemfjeder, som tilpasser trådspændingen til det aktuelle stof og garn. Tråden går derefter gennem trådløfterarmen, der er koblet til drivmekanismen for føringsstangen, inden tråden via endnu et par trådledere går gennem nåleøjet. Trådløfteren, som også kaldes trådgiveren, har to funktioner. Den skal dels sørge for, at der er nok, men ikke for megen tråd til nålens funktioner, dels stramme overtråden til, når undertråden af griberen er ført gennem løkken. Det sker ved, at trådløfteren bevæger sig op og ned i ryk.

På undersiden har skytten eller griberen på tilsvarende måde en indstillelig spændingsfjeder og et trådledersystem, som sikrer, at undertråden kan følge skytten eller griberens bevægelse med den korrekte stramning.

Historie

Flere forsøg på at konstruere en symaskine blev gjort i 1700-tallet, men den første produktion af symaskiner skyldes den franske skrædder Bartholomé Thimonnier (1773-1857), der i 1830 fik patent på en entrådet kædesømsmaskine. I 1848 blev der med 80 af hans maskiner sat gang i masseproduktion af uniformer til den franske hær. Franske skræddere, som var bange for at blive arbejdsløse, brændte imidlertid fabrikken ned, og maskinen blev ikke siden nogen succes.

Det var i USA, at de afgørende opfindelser blev gjort til en praktisk anvendelig symaskine med både over- og undertråd. Walter Hunt (1796-1860) konstruerede i 1834 en symaskine med skytte til undertråden, som dog aldrig blev patenteret. Det egentlige gennembrud blev gjort af Elias Howe (1819-1867). Han fik i 1846 patent på en stikkestingsmaskine, der kunne udføre 300 sting i minuttet.

Størst betydning fik imidlertid Isaac Merrit Singer, som med sine kombinerede evner fra sit virke som mekanikerlærling og reparatør af Howes symaskiner i 1851 fik udviklet og patenteret en forbedret og robust symaskine, The Singer Perpendicular Action Sewing Machine. Singer realiserede sin vision om at udvikle, producere og sælge en symaskine til brug i hjemmet. Han udnyttede masseproduktion, som var kendt fra våbenindustrien, og introducerede et nyt koncept for marketing, salg og service. Han brugte smukke kvinder til at demonstrere sine symaskiner i luksuriøse showrum, introducerede først betaling ved installation af symaskinen og inkluderede service til kunderne efter salget.

Fra 5000 solgte symaskiner i 1854 rundede salget af Singer symaskiner 10 mio. i 1891. Det ingeniørmæssige bidrag til denne succes var ikke mindst nogle opfindelser gjort af Allen Benjamin Wilson (1824-1888). I 1850 fik han patent på den roterende griber og i 1854 på transportøren, som flytter stoffet fremad under syning. Stort set alle moderne symaskiner anvender disse opfindelser. Wilson åbnede selv i 1850 virksomheden Wheeler & Wilson, som blev opkøbt af Singer i 1905. Trykfoden blev også opfundet i USA og siden købt af Singer.

I Europa startede flere virksomheder produktion af Singermaskinen og forbedrede den på flere punkter. I Skandinavien udnyttede den svenske virksomhed Husqvarna sin ekspertise fra våbenproduktion til videreudvikling af en Singermodel i 1854. En egentlig produktion begyndte imidlertid, ligesom i Storbritannien og Tyskland, først efter 1860. Fra 1883 markedsførte Husqvarna den legendariske model Freja, som i mere end 40 år blev den mest udbredte symaskine i svenske hjem og meget almindelig også i det øvrige Skandinavien.

Elektriske symaskiner fremkom som industrisymaskiner i begyndelsen af 1900-tallet. Med udviklingen af mindre elektriske motorer fulgte i begyndelsen af 1930'erne elektriske symaskiner til hjemmebrug; de trængte dog først for alvor igennem efter 2. Verdenskrig.

I Japan udvikledes symaskineindustrien hastigt i 1950'erne, og japanerne ydede pionerbidrag til zig-zag-syning. Siden er udviklingen fortsat mod avancerede symaskiner, hvor der indgår en lille computer og elektronik til styring af mange forskellige syfunktioner. Der produceres dog fortsat, især i Kina, symaskiner med hånd- og trædedrev til udviklingslande, hvor elektricitet endnu ikke er tilgængelig i landsbyer og almindelige hjem.

Udviklingen af symaskinen har haft overordentlig stor betydning for menneskeheden. Den har revolutioneret klædedragten og givet nye muligheder for at sy en mangfoldighed af andre nyttige produkter. Mahatma Gandhi kaldte Singer-symaskinen "one of the few useful things ever invented".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig