Styrt, befæstet spring i bundniveauet i vandløb og afvandingskanaler. Styrt udføres i reglen som betontærskler tværs over vandløbet, hvorved der dannes et vandfald. Såfremt vandstanden søges øget opstrøms for styrtet, udføres dette som en væg med trapezformet udskæring, hvis åbning afpasses til den forekommende vandføringsvariation. Bunden umiddelbart nedstrøms for styrtet befæstes med sten eller beton for at undgå erosion. Styrt udført som en tærskel har i princippet samme virkning som et stryg.

Styrtene kan hindre vandrefisk i at svømme op gennem vandløbene. Derfor har man i vid udstrækning nu erstattet styrtene med stryg. Et kendt styrt er den såkaldte laksetrappe i den regulerede Skjern Å ved Borris. Dette styrt forsvinder i forbindelse med Skjern Å-naturprojektet. Se vandløbsrestaurering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig