Straf (Straffeteorier), diskuterer formålet med kriminalisering og straf, etiske begrundelser herfor og grænserne for legitimiteten af strafferetlige virkemidler. De kan både forholde sig til gældende ret og til mere abstrakte spørgsmål. Straffeteoretiske overvejelser fører ofte til retspolitiske anbefalinger. Siden antikken er der udviklet straffeteorier, der har været præget af det grundlæggende spørgsmål: Straffes der, fordi der er syndet, og/eller for at der ikke skal syndes? Aristoteles så straffe som udtryk for udlignende retfærdighed, men fremhævede samtidig straffens egnethed til at forebygge forbrydelser gennem straftruslens virkning dels på folk i almindelighed, dels på den straffede (se almenprævention og individualprævention).

Efter absolutte straffeteorier straffes der især for at genoprette den balance, som er blevet forstyrret, ved at forbryderen har forsyndet sig mod højere religiøse eller verdslige magter. Proportionalitet mellem forbrydelsens grovhed og straffens strenghed er efter sådanne teorier udtryk for, at brøden gengældes efter fortjeneste. Immanuel Kant hævdede ud fra ideale retfærdighedsforestillinger, at der er en moralsk pligt til at straffe forbryderen, fordi han har forbrudt sig. For Kant havde straffen ikke et praktisk nytteformål; gengældelse måtte ske af hensyn til "den sædelige nødvendighed", som ansås for at være identisk med retfærdigheden.

Efter relative straffeteorier straffes der navnlig for at opnå en samfundsmæssig nyttevirkning, især forebyggelse af uønsket adfærd. Ud fra etiske overvejelser kan det være ønskeligt at afskrive urimelig strenge straffe, selvom de er effektive, og omvendt straffes der undertiden strengere end nødvendigt ud fra et præventivt perspektiv, fordi hensynet til retsfølelsen og behovet for gengældelse antages at kræve det.

Udviklingen i europæisk strafferet fra 1400-t. indebar en mærkbar skærpelse af straffene, som skulle være til skræk og advarsel. Under indflydelse fra naturretten blev opfattelsen af straf i 1600-t. ændret således, at straffe tillige skulle have et nytteformål. I 1700- og 1800-t. blev strafferetten vurderet kritisk af oplysningstidens forfattere, bl.a. Cesare di Beccaria, Jeremy Bentham og Paul Johann Anselm von Feuerbach.

I moderne straffeteori antages befolkningens adfærd i et vist omfang at kunne påvirkes af, om der er risiko for at blive straffet. Endvidere beskæftiger strafferetsteoretikere sig med betydningen af sanktionsniveauet. Undersøgelser viser ret entydigt, at straffens strenghed ikke har nævneværdig betydning for lovovertræderes tilbagefaldsrisiko eller for kriminalitetsniveauet, medmindre man forestiller sig ekstreme og derfor urealistiske omlægninger af de strafferetlige sanktioner. Straffeteorier beskæftiger sig også med spørgsmålet om straffuldbyrdelsens indvirkning på tilbøjeligheden til at begå kriminalitet. Nyere straffeteorier bygger som regel på en erkendelse af, at befolkningens adfærd kun i begrænset udstrækning er bestemt af straffetruslen, men i høj grad er et produkt af samfundsmoralen samt det enkelte menneskes livsvilkår, den konkrete fristelsessituation og opdagelsesrisikoen. Der er gensidig påvirkning i forholdet mellem den almindelige moraldannelse i samfundet og den strafferetlige praksis i bred forstand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig