Stealth-teknologi. Northrop B-2 strategisk bombefly konstrueret efter stealth- princippet. Flyets maksimalvægt er over 180 t, rækkevidden er uden lufttankning mere end 12.000 km og tophastigheden ca. 1000 km/h. Flyet har tomandsbesætning: pilot og systemoperatør.

.

Stealth-teknologi, foranstaltninger mhp. at undgå eller minimere muligheden for, at fjendtlige overvågnings- og våbensystemer opdager fly, kampvogne, krigsskibe og ubåde.

Faktaboks

Etymologi
Ordet stealth er engelsk for 'tyveri, handling i smug', afledt af samme ord som dansk stjæle.

Stealth-teknologien er bedst kendt fra den militære flyindustri. Da radar er den mest udbredte metode til opdagelse af fly og missiler, er en af de teknologiske foranstaltninger derfor at reducere flyets radarreflekterende areal. Ved at anvende materialer som kul- og glasfibre, der absorberer radarenergien, samt ved at designe formen på flyet på en sådan måde, at så få flader som muligt tilbagekaster radarenergi, opnår man et væsentligt mindre reflekterende areal. Varmeudstråling fra flyets motor, der kan opdages af infrarøde sensorer, reduceres ved at afskærme flyets motor med isolerende materiale som fx keramiske plader samt ved at blande motorens varme udstødningsluft med kold luft, inden den forlader flyet. For at undgå opdagelse af visuelle overvågningssystemer foretages camouflage af flyet i farver og mønstre, så det falder sammen med de omgivelser, det skal operere i. Det amerikanske Lockheed F-117 er et eksempel på et stealth-fly.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig