Spjældvæv, enkelt redskab af træ, plast eller metal til fremstilling af bånd og bælter. En spjældvæv består af en ramme omkring en række pinde med ens mellemrum; i hver pind er der et eller flere huller på midten. Trenden går skiftevis igennem hul og rille, og når spjældvæven hæves eller sænkes, dannes skellet. Spjældvæve kendes fra 1600-t.; senere, især i 1800-t., blev de pyntet med udskæringer, initialer og årstal for måske at blive brugt som kærestegaver blandt bønderne. Mange spjældvæve er bevaret på museer i Danmark og andre steder i verden. Se også båndvæv.
spjældvæv
![](https://media.lex.dk/media/10529/standard_compressed_spjaeldvaev.jpg)
Spjældvæv fra Ejby på Københavns vestegn, 1792; den er 26,3 cm høj og 18,7 cm bred; Nationalmuseet. Spjældvæven er fremstillet af umalet bøgetræ med 17 tremmer, der alle er udsmykket med udgravede ornamenter. Overdelen er gennembrudt og udstyret med bl.a. den kvindelige ejers forbogstaver og årstallet 1792.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.