Spejlkabinet, mindre rum, hvis vægge og loft, evt. også dele af gulvet er beklædt med spejle. Ifølge den romerske historiker Sueton skal digteren Horats have haft et spejlkabinet, i så fald med metalspejle. I 1600- og 1700-t. blev kabinetter med spejlglas mode i fyrsteboligen; bevaret er Frederik 4.s spejlkabinet på Rosenborg Slot fra 1705.