Snublesten
Snublesten lagt den 10. oktober 2023 til minde om modstandsmanden Leo Købmann. Stenen ligger ved Brostræde i Kalvehave på Sydsjælland.
Snublesten
Af .

Snublesten (af tysk “Stolperstein”) er et kunstværk udviklet af den tyske kunstner Gunter Demnig (f. 1947) til minde om nazismens ofre før og under 2. Verdenskrig. Værket består af et stadig voksende antal betonklodser med dimensionerne 100 x 96 x 96 mm, hvis overside er beklædt med en messingplade med en kort tekst, som efter et fast mønster fortæller det enkelte offers skæbne. Stenene lægges foran offerets sidste frivillige bolig eller eventuelt arbejdsplads.

Snublestenene minder om mennesker, som under det nazistiske herredømme (1933-1945) i Tyskland og de besatte lande blev myrdet, deporteret, fordrevet, forfulgt eller drevet til flugt eller selvmord. Blandt de mindede er jøder, romaer, sintier, Jehovas Vidner, ofre for det nazistiske styres drab på fysisk og psykisk handicappede, politiske modstandere af nazismen, modstandskæmpere og politifolk.

Demnig begyndte at udvikle snublestenskonceptet i 1992, og den første snublesten blev lagt i Köln i 1995. I 2024 var der lagt over 100.000 snublesten i Europa, og snublestenene udgør tilsammen verdens største decentrale mindesmærke.

Demnig har ladet sig inspirere af Talmud-citatet “Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Tanken med stenene er at minde om det enkelte offer som et konkret menneske, der, indtil forfølgelsen satte en stopper for det, levede sit liv som alle andre, i de gader, hvor stenene billedligt talt lader nutidens mennesker snuble over erindringen.

Snublesten lægges typisk på initiativ af det enkelte offers efterkommere, men også naboer, beboerforeninger, skoler og andre institutioner kan foreslå snublesten. I de enkelte lande og byer administreres snublestensprojektet af frivillige foreninger eller arbejdsgrupper. For efterkommere af ofre er det gratis at få lagt snublesten, mens andre forslagsstillere betaler for stenens fremstilling. Desuden bidrager enkeltpersoner, fonde, institutioner m.v. til finansieringen af de lokale projekter.

Snublestenene fremstilles af Demnigs medarbejder Michael Friedrichs-Friedländer, der indhugger teksten i hånden.

Demnig lægger stadig snublesten i forskellige lande, men efterhånden gøres det meste af dette arbejde af lokale frivillige, i Danmark fx af grupperne Snublesten Danmark og Snublesten Fyn, i samarbejde med de kommuner, hvor stenene lægges.

I Danmark blev de første 12 snublesten lagt i København i 2019. De snublesten, der foreløbig er lagt i Danmark, minder om jøder og kommunister, der blev deporteret eller flygtede til Sverige, om dræbte modstandskæmpere, politifolk og ofre for clearingmord.

Snublestenene er ikke lige velkomne alle steder. I nogle tilfælde har jøder protesteret mod det efter deres mening uværdige i, at placeringen i fortove o.l. betyder, at man bogstaveligt talt kan træde på mindet om ofrene. I andre tilfælde har lokale myndigheder – fx Münchens kommune – ikke ønsket snublesten i offentlige fortove, hvilket dog ikke har forhindret, at der er blevet lagt snublesten på privat grund. Der er også eksempler på husejere, der ikke har ønsket et minde om holocaust foran deres ejendom. Snublesten lægges for evigt. I 2020 ønskede et flertal i Odenses byråd at give fremtidige grundejere ret til at fjerne snublesten foran deres ejendom, men måtte på grund af omfattende protester trække forslaget tilbage.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Hans Hesse: Stolpersteine – Idee. Künstler. Geschichte. Wirkung. Klartext, 2017

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig