slangetunge | lex.dk – Den Store Danske

1. Slangetunge (Ophioglossum vulgatum) er en oftest 10-20 cm høj bregne med lodrette, underjordiske jordstængler og vandrette, ugrenede rødder, der er knopskydende og danner nye, bladbærende skud. 2. I spidsen af den smalle bladdel sidder sporehusene sammenvokset i to rækker; de åbner sig hver for sig med en tværspalte. 3. Længde- og tværsnit af sporehusene.

Kirsten Tind.

Licens: Begrænset anvendelse

Slangetunge er en slægt af primitive bregner i slangetungefamilien (Ophioglossaceae). Der kendes ca. 50 arter, som er udbredt over det meste af Jorden, især i troperne.

Faktaboks

Også kendt som: Ophioglossum

Én art, slangetunge (Ophioglossum vulgatum), forekommer hist og her i Danmark. Bladene er ejendommelige ved at bestå af en udelt, flad, assimilerende del og en linjeformet del, hvorpå de store, tykvæggede sporehuse (eusporangier) er sammenvokset i to rækker til en akslignende dannelse. Forkimen er underjordisk, af form som rødderne, og ligesom disse har den veludviklet symbiose med svampe. I troperne spises nogle arter i slægten som salat.

Læs mere i Den Store Danske

bregner

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.