bregner

Bregner, Pteropsida (Filices), den største gruppe af karsporeplanter; ca. 10.000 arter. De afviger fra de øvrige karsporeplanter ved at have komplekst byggede blade med forgrenede ledningsstrenge, ved at de unge blade i reglen er indrullede som en bispestav, og ved at hvert blad kan bære mange sporehuse. De fleste af de ca. 30 danske arter har fjerformet sammensatte blade, der udgår fra en kort stængel, men nogle har hele blade eller krybende skud. En del bregnearter har været anvendt i folkemedicinen og i farmacien. Nogle få arter har stor skadevirkning på græsgange i fugtige bjergområder; det gælder især ørnebregne, som indeholder stoffer, der er giftige for bl.a. kvæg.

Især i troperne er arts- og formrigdommen stor; nogle bregner er træer med høje stammer, andre har lange, slyngende blade, andre igen er moslignende med trådfine, krybende stængler og små hindeagtige blade. Nogle arter tåler perioder med næsten total udtørring, men de fleste kræver ret høj luftfugtighed.

Bregner omfatter flere fjernt beslægtede grupper. Arterne i slangetungefamilien og Marattiafamilien anses for de mest primitive og har store, tykvæggede sporehuse (eurosporangiate), mens kongebregne på nogle måder indtager en mellemstilling til de moderne bregner, fx engelsødfamilien, som har små, tyndvæggede sporehuse (leptosporangiate). Træbregner, hindebregner og vandbregner er specialiserede grupper. Bortset fra vandbregnerne er de alle homospore, dvs. de danner kun én type sporer, der ved spiring bliver til tvekønnede forkim.

De fleste bregner hører til engelsødfamilien og nærtstående familier. De har oftest sammensatte blade med sporehusene anbragt i sporehushobe (sori) på bladranden eller undersiden, ofte beskyttet af et hindeagtigt slør (indusium). Slørets og sporehushobenes form og placering er vigtige kendetegn for arter og slægter. Sporehusene er små, linseformede og tyndvæggede, dvs. leptosporangiate, og sidder på en tynd stilk dannet af flere celler. Efter reduktionsdelingen (meiosen) rummer sporehuset normalt 64 sporer, der ved modenhed slynges aktivt ud. Sporehusets væg består af tyndvæggede celler, men langs randen sidder en række celler, som har fortykkede vægge der, hvor de støder op mod hinanden og mod sporehusets midte, mens deres ydervægge er tynde. Disse U-formede, fortykkede celler danner ringen (annulus). Ved modenhed dør sporehusvæggens celler; vandet fordamper gennem den tynde ydervæg i ringens celler, og derved formindskes deres rumfang. Da side- og indervæggene er stive, kan kun ydervæggen give efter; derved trækkes de ydre ender i U-fortykkelserne mod hinanden, så hele den krumme række af ringceller søger at rette sig ud. Når trækket bliver så stort, at den svage del af sporehusvæggen mellem ringen og stilken brister, kastes den øverste del bagover og slynger nogle af sporerne ud. Selvom fjederspændingen i ringen vil bevæge denne tilbage i udgangsstillingen, bliver den bøjet endnu længere bagover, da vandet fortsat fordamper fra cellerne. Fjederspændingen stiger og overstiger til sidst vandets kohæsionskraft (spændingen svarer til 260-300 bar), og ringen slynger sporehusets overdel tilbage og kaster sporerne ud.

Sporerne spredes med vinden og bevarer ofte spiringsevnen i mange år. Ved spiring danner sporen en selvstændig, grøn forkim (gametofyt). Den fuldt udviklede forkim er oftest et lille, 5-10 mm bredt, hjerteformet og fladt løv med lange rhizoider (celletråde), der hæfter den til underlaget. På undersiden danner forkimen som regel først hanlige kønsorganer, antheridier, der frigiver mange spiralsnoede kønsceller, som kan svømme i vand ved hjælp af svingtråde. Senere dannes hunlige kønsorganer, arkegonier, der indeholder ægceller. Tidsforskellen fremmer udavl, men forkimen er ofte tvekønnet i en periode, så selvbefrugtning kan foregå. Hos nogle arter danner arkegonierne et hormon, der fremmer antheridiedannelsen hos naboforkim og dermed muligheden for fremmedbefrugtning.