skinne

Artikelstart

Skinne, inden for jernbaneteknik de to parallelle stålprofiler, der leder et togs bevægelse samt bærer og overfører dets kræfter til resten af sporet. Skinnens nuværende facon med bred fod, kaldet Vignolskinne, er siden 1836 udviklet for at optimere sammenhængen mellem bæreevne (bred fod og hoved) og slidforhold (kraftigt hoved) ved brug af mindst mulig stålmængde (tynd krop). Skinnetoppens form er sammensat af flere radier af hensyn til ønsket om enpunktskontakt mellem hjul og skinne.

Skinneprofiler benævnes ved bogstaver (normgiveren) og tal (vægt per længdeenhed), fx skinne DSB 45 og UIC 60, hvor 45 og 60 betyder antal kg/m. I almindelig jernbanetrafik benytter man i dag 40-60 kg/m-skinner. På godsbaner med megen og tung trafik går udviklingen mod 65-70 kg/m-skinner. Højhastighedsspor bygges hovedsagelig med UIC 60-skinner. Skinner produceres med brudstyrker på 700-900 N/mm2 og til specialbrug op til 1200 N/mm2.

I begyndelsen af 1900-t. blev skinner leveret i længder af 14-15 m, der steg op igennem århundredet via 30 og 60 til 120 m for ved slutningen at være oppe på 450 m. Skinner blev lasket sammen i de leverede længder indtil 1950'erne, da det moderne langskinnespor blev indført. Med de hertilhørende skinnebefæstelser kan skinnerne svejses sammen til alle ønskede længder. Der findes en række specialskinner, fx rilleskinne til gadespor, tunge- og tvangsskinne til sporskifter og fuldkropsskinne med ekstra stor bæreevne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig