signalering

Signalering, udveksling af informationer især til søs mellem skibe indbyrdes samt mellem skibe og landstationer. Fra 1700-t. havde de større orlogsflåder signalsystemer, der især var baseret på anvendelse af signalflag, men også lyd- og lyssignaler blev brugt. I 1817 udgav den britiske kaptajn og forfatter F. Marryat en signalbog, Code of Signals for the Merchant Service, med tilhørende beskrivelse af et sæt signalflag. Systemet fandt en vis udbredelse og anses for at være det første internationale signalsystem.

I 1857 udgav det britiske Board of Trade Commercial Code of Signals for the Use of all Nations. Den blev siden fulgt af en række reviderede udgaver under navnet International Code of Signals, som blev oversat og benyttet af de fleste søfartsnationer. Den første danske udgave af signalbogen kom i 1868.

Systemet gik ud på, at flag og standere angav hhv. bogstaver og tal, som i koder på et, to eller tre flag kunne betyde større sætninger. Fire bogstaver var reserveret til identifikation af skibe. Den tidligste signalbog benyttede kun konsonanter, mens de senere brugte alle 26 bogstaver i det engelske alfabet. Signalerne blev benyttet både mellem skibe og mellem skibe og signalstationer i land, hvorfra meddelelser efter telegrafens udbredelse fra midten af 1800-t. kunne videresendes.

Med S. Morses opfindelse af morsealfabetet, hvori bogstaver og tal blev fremstillet af prikker og streger, blev det muligt at sende meddelelser med lys- eller lydsignaler. Semaforsystemet, hvor en mands eller en standers armstilling angiver bogstaver, blev et meget benyttet signalsystem inden for orlogsflåderne.

Efter 2. Verdenskrig, da radiotelegrafi blev almindelig, benyttes disse signalsystemer kun sjældent med undtagelse af nogle få signalflag med særlige betydninger. Signalflagene kan dog ofte ses som festlig udsmykning af skibe. Siden 1970'erne er næsten al signalering foregået over radiotelefon.