Serenade, dels aften- eller nattemusik, fx i form af kærlighedserklæring til en kvinde sunget neden for hendes vinduer, dels flersatsede instrumentalværker beregnet til udendørs opførelse som fx Mozarts Haffner-serenade (1776). I sidstnævnte forstand bruges også betegnelserne divertimento, cassation og notturno. I barokken betegnede serenade et kantatelignende hyldestværk til en højtstående person. Se også aubade og nocturne.