scenografi

Scenografi, den visuelle udformning af en teaterforestilling, en film eller en tv-forestilling, dvs. dekoration og kostumer. Udformningen foretages af scenografen. Nogle af renæssancens første scenebilleder blev skabt 1545 af den italienske scenearkitekt Sebastiano Serlio, som gav anvisninger på tre scenetyper for hhv. tragedien, komedien og pastoralen; der var tale om arkitektonisk bemalede vinkelrammer opstillet i perspektiv på hver side af rummet mod et bemalet bagtæppe.

Disse tidlige, ret tunge, manøvrerbare dekorationer blev med barokkens kulissesystem (se kulisse) udviklet til fleksible typemiljøer med komplicerede perspektiver og maskineffekter. Ved alle disse dekorationer var det maleriet, der dominerede (se teatermaleri).

I løbet af 1800-t. fik den malede dekoration tilført en del virkelighed i form af ægte møbler, døre til at åbne og lukke og vinduer samt fx gangbroer, ligesom det blev tilstræbt at gengive det lokale særpræg via scenografien.

Den moderne scenografi blev indvarslet af teoretikere som Adolphe Appia og Gordon Craig tidligt i 1900-t. De nye tanker brød frem samtidig med udviklingen af den elektriske belysning, der var forudsætningen for brugen af det tredimensionale rum; dette rum blev således en omgivelse for skuespillerne snarere end en baggrund. Det tillod fritstående opbygninger som konstruktivismens stilladser og arkitektoniske former, fx trapper, opstillet på drejescener, og det blev muligt at anvende lysprojektioner på rundhorisonter.

I 1957 oprettedes i Prag et scenografisk institut, der skulle forske i og eksperimentere med forskellige visuelle udtryksformer og materielle aspekter, fx belysning, lyd, maskineri, kinetik, tekstiler, maling til special effects samt rumvirkninger.

Dette skete i erkendelsen af, at skabelsen af scenebilledet var blevet et mere komplekst område end tidligere. Ikke kun film- og tv-produktion stillede særlige visuelle krav; også teatret måtte gå nye veje for at honorere de forskellige iscenesættelsers behov for visioner mere end for miljøer.

Den tjekkiske scenograf Josef Svoboda udtalte, at den moderne scenografi ikke kan låne udtryksmidler fra andre kunstarter, men må skabe sit eget plastiske sprog. Hver ny opsætning fordrer sin helt specielle atmosfære, en helhedsfortolkning skabt i samarbejdet mellem instruktør og scenograf.

Hertil kan tilføjes, at ethvert teaterrum, stort som lille, stationært som fleksibelt, fordrer sin egen udformning samt sin egen lyssætning og teknik. Lyssætning har i anden halvdel af 1900-t. udviklet sig til en vital del af selve scenografien og skabes i samarbejde med en lysdesigner. Se også lyssætning og teaterkostumer.

Det scenografiske udtryk har i slutningen af 1900-t. bevæget sig mere og mere over i det rent abstrakt fortolkende med trapper, flader og planer samt mobile konstruktioner, hvor farve og stemning ofte tilsættes via lysdesign. Også kostumeringen har fulgt denne stilisering. Robert Wilsons Woyzeck-opsætning på Betty Nansen Teatret i 2000 blev en ultimativ demonstration af den visuelle, dynamiske kraft.