Sagsomkostninger, en parts udgifter til en retssag, fx advokatsalær og i civile sager tillige udgifter til godtgørelse til vidner, omkostninger til afholdelse af syn og skøn eller vederlag for erklæringer fra særligt sagkyndige. Parten skal betale disse omkostninger, men ved retssagens afslutning bestemmer retten, hvem der endeligt skal bære omkostningerne. I civile sager er udgangspunktet efter Retsplejeloven kap. 30, at den tabende part skal betale modpartens omkostninger. Udgiften til advokatbistand erstattes dog med et beløb, som retten fastsætter med udgangspunkt i vejledende normaltakster for advokatsalærer. Udgifter, som den vindende part har afholdt, men som ikke har været nødvendige for at føre sagen, godtgøres ikke. Såfremt ingen af parterne får fuldstændigt medhold, kan retten bestemme, at hver part skal betale egne sagsomkostninger (omkostningerne hæves), eller at den part, der har fået mest medhold, skal have en del af sine omkostninger betalt af modparten (delvise sagsomkostninger). Hvis begge parter har haft rimelig grund til at føre sagen, fx hvis sagen vedrører vanskelige og retligt uafklarede spørgsmål, kan retten bestemme, at hver part skal betale egne sagsomkostninger, selvom den ene part får fuldstændigt medhold i sin påstand. I straffesager betales omkostningerne ved sagens behandling og straffens fuldbyrdelse af det offentlige, men hvis den tiltalte findes skyldig, bestemmer retten ved sagens afslutning, at han skal erstatte det offentlige de nødvendige udgifter til sagens behandling, herunder salær til den beskikkede advokat, jf. Retsplejeloven § 1008.