Artikelstart
Pneumatik, trykluftteknik, læren om systemer, der anvender sammenpresset luft eller anden gasart til at overføre tryk og energi; der skelnes mellem statiske og dynamiske pneumatiske systemer.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet pneumatik kommer af græsk pneuma, genitiv pneumatos, og -ik.
I et pneumatisk system indgår forskellige komponenter, som er forbundet med rør og slanger. Kompressoren sammentrykker luftarten til et ønsket arbejdstryk (normalt 6-10 bar), og ventiler styrer luften til pneumatiske cylindre og/eller motorer, som udfører det ønskede arbejde.
Pneumatiske systemer anvendes bl.a. til at pumpe bildæk og cykelslanger, til trykluftbremser i lastbiler og tog, til rørpostanlæg, pneumatiske vibrationsdæmpere til borde med følsomt forsøgs- og produktionsudstyr, trykluftværktøj til boring i vejbelægninger og i miner, til spænding af større møtrikker og til spraymaling. Pneumatisk styrede systemer anvendes endvidere til simpel automatisering i industrien. En væsentlig ulempe ved pneumatik er den lave virkningsgrad; ofte er energiudnyttelsen kun 6-10 %.
Anvendelsen af pneumatik kan føres langt tilbage i tiden. Oldtidens grækere brugte blæsebælge (simpel kompressor) til lufttilførsel til ildstedet ved metalsmedning og -smeltning, og grækeren Ktesibios opfandt for mere end 2000 år siden en trykluftdreven armbrøst. I 1857 blev pneumatik anvendt til boring af Mont Cenis-tunnelen i Alperne. Mange ældre kirkeorgler anvender et meget raffineret pneumatisk blæsebælgsystem.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.