Palmyrapalme, Borassus flabellifer, op til 30 m høj plante i palmefamilien med stor krone af vifteformede blade, udbredt fra Indien til Australien. Fra beskårne blomsterstande tappes saft, der gærer til en mild alkoholisk drik; lokalt er frugter og unge planter vigtige fødeemner, og stamme og blade anvendes som tømmer og til fremstilling af møbler, husgeråd m.m.; en gammel indisk lovsang opregner 801 forskellige anvendelser af palmyrapalmen.