Opdrift, kraft, der påvirker et legeme, som befinder sig i en væske eller en luftart.

Den hydrostatiske opdrift er en konsekvens af Archimedes' lov: Legemet påvirkes af en opdrift, der er modsat rettet tyngdekraften og svarer til tyngden af den væske, det fortrænger. Fx kan et skib flyde på vandet, og en heliumballon svæve pga. denne opdrift; den spiller ingen rolle for fly.

Den aerodynamiske opdrift påvirker et legeme, der bevæger sig i forhold til luften. Denne opdrift virker vinkelret på bevægelsen. For at den skal opstå, skal legemet (fx en fly- eller vindmøllevinge) enten være asymmetrisk eller skråtstillet i forhold til luftstrømmen. Derved vil luftstrømmens hastighed på den ene side af legemet ("oversiden") blive større end på den anden side ("undersiden"). Den større hastighed betyder if. Bernoullis ligning (se hydrodynamik) et lavere tryk, så lufttrykket bliver lavere på oversiden end på undersiden, og opdriften opstår. Se også aerodynamik og vinge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig