Obo. Instrumentet i hænderne på solooboist i Radiosymfoniorkestret, Bjørn Carl Nielsen. Fotografi fra 1997.

.

Obo er en fællesbetegnelse for blæseinstrumenter med dobbelt rørblad. I snæver betydning er en obo den europæiske orkesterobo.

Faktaboks

Etymologi
Ordet obo kommer af fr. hautbois, ordret 'højt træ', dvs. 'højtlydende træblæseinstrument'

Den moderne obo er konisk boret, og det dobbelte rørblad anbringes mellem læberne. Den består af tre dele med 16-20 huller, mange med klapper, og den har et toneomfang på op mod tre oktaver. Oboen har en nasal, men udtryksfuld og gennemtrængende tone, og den ansætter kammertonen ved orkesterets stemning.

Oprindelig var hautbois betegnelsen for skalmejetyper, men i midten af 1600-t. udvikledes især i Frankrig det nuværende instrument, som snart efter kunne høres i dramatisk musik. I 1700-t. beholdt oboen nogenlunde sin udformning og sin rolle i orkesteret både til dublering af strygestemmer og til solospil. I begyndelsen af 1800-t. udvikledes oboen af instrumentbyggere i Wien og Paris, bl.a. ved at antallet af klapper blev øget og boringen gjort mere præcis; senere videreudvikledes især den franske type, som blev fremherskende på Pariserkonservatoriet. Klangen og spilleteknikken er forskellige i de to systemer, og der eksisterer endog flere varianter af det franske, som er det mest udbredte.

Obofamilien omfatter som altinstrument oboe d'amore, som tenor oprindelig oboe da caccia eller taille, nu oftest engelskhorn, og som baryton heckelfon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig