Neonrør, rørformet udladningslampe, hvor lysudsendelse sker ved udladning i ædelgassen neon. Princippet er det samme som i et lysstofrør, hvor udladningen sker i kviksølvdamp. Neonrøret, som giver et dybt rødt lys, er opfundet ca. 1910 af den franske ingeniør og fysiker George Claude (1870-1960). Han eksperimenterede også med andre fyldninger af røret, specielt med andre ædelgasser, og opnåede derved mange forskellige farver. Mindre end ti år efter opfindelsen blev neonrør udbredt som lysreklamer i større byer, bøjet og formet efter ønske.