morbærfamilien

Morbærfamilien, Moraceae, plantefamilie med ca. 48 slægter og 1200 arter udbredt i troperne og de varmt tempererede egne i alle verdensdele. Familien indeholder fortrinsvis træer, bl.a. Antiaris, Artocarpus (brødfrugttræ), Broussonetia (papirmorbærtræ), Castilla, Ficus (figen), Brosimum (kotræ), Maclura og Morus (morbær), men også enkelte urteagtige slægter, bl.a. Dorstenia.

Træerne er ofte stedsegrønne og har store, læderagtige blade, men de tempererede slægter som fx morbær er løvfældende. En hvid mælkesaft findes som regel i bark og blade. Blomsterne er altid enkønnede, små og placeret i kompakte stande, der kan være raklelignende og cylindriske, kuglerunde eller aflangt hovedformede, skiveformede, bl.a. hos Dorstenia, eller helt lukket krukkeformede med blomster på indersiden som hos fx figen.

Frugterne er små nødder eller stenfrugter, der ofte er indesluttet af det saftige og kødede bloster eller i en skive- eller krukkeformet dannelse fra blomsterstandens stilk. Frugterne af mange arter er spiselige, men hos enkelte dog giftige.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig