minigolf

Minigolf, spil med kølle (putter) og blød golfbold på baner med forhindringer. Spillet opstod i USA i slutningen af 1920'erne og bredte sig de følgende år til Europa, især til Sverige og Tyskland. Banernes længde er ca. 6-12 m, bredden 0,8-1,2 m og underlaget sædvanligvis eternit®, filt eller cement.

Det gælder om at spille/slå bolden i hul på færrest mulige slag. I konkurrence spilles der på 18 forskellige baner, og hver spiller må højst bruge seks slag pr. bane. Er bolden ikke i hul på sjette slag, noteres spilleren for syv slag. I kraft af det store antal meget forskelligartede private baner, særlig i forbindelse med campingpladser, er spillet i Danmark mest udbredt som ferie- og hobbyfornøjelse.

I Danmark var der i 2015 21 klubber med næsten 2000 medlemmer. Alle organiseret i Dansk Minigolf Union, der siden 1994 har været medlem af Danmarks Idræts-Forbund. Der har siden 1934 været afholdt EM i minigolf.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig