mineralvand

Mineralvand, kildevand, som indeholder større, men varierende, mængder mineralsalte, carbondioxid eller hydrogensulfid (svovlbrinte). Mineralvand fra kolde kilder kaldes krener, fra varme termer; det anvendes til at drikke eller, for mineralvand med høje koncentrationer af mineralsalte eller slam, til bade.

I oldtid og middelalder valfartede man hyppigt til naturlige kilder, som var berømmet for deres "kraft" (se helligkilde). Fra 1700-tallet rettedes opmærksomheden mod det naturlige kildevands kemiske sammensætning og den helsebringende effekt, som de mineralske salte blev tillagt. Mineralvandene blev almindeligvis delt op i kulsyrevande, bittervande, kogsaltvande, jernvande, alkaliske vande, kalkvande og svovlvande. I slutningen af 1700-tallet fandt den første fabrikation af kunstigt mineralvand sted, først i Tyskland, siden i England.

Hovedmængden af det mineralvand, som konsumeres i dag, er kunstigt fremstillet. Produkterne har næsten alle et lavt indhold af salte, men et højere indhold af carbondioxid, der giver en mere forfriskende smag. Nogle af de vande, som tilstræber en sammensætning, der står den oprindelige kilde nær, er surbrøndvande som Badoit, Perrier og Apollinaris (Ahr-dalen i Tyskland), eller alkaliske surbrøndvande som Fachingen, Mårum, Ramlösa og Vichy. Af naturlige danske mineralvande kan nævnes: Carlsberg Kurvand fra Arnakke Kilde, Silkeborg, Harrilds fra Harrilds Kilde, Brande, Egekilde fra Egekilde, Fakse.

Mineralvandsfabrikkerne fremstiller også søde vande (sodavand som det kaldes i daglig tale), som består af citronsyreholdig sukkersirup tilsat frugtsaft el. kunstig frugtaroma og fortyndet med carbondioxidholdigt vand. Kunstigt mineralvand af begge kategorier har, siden Rosenborg Sundhedsbrønde sendte sin første mineralvand på markedet i 1830, oplevet en voldsom markedsudvikling specielt i løbet af de sidste tre tiår.