Miljøbil, bil, der er udviklet mhp. mindst mulig påvirkning af miljøet. Den voksende bevidsthed om sammenhængen mellem energiforbrug og den globale opvarmning parret med behovet for at mindske luftforureningen har medført stigende interesse for at konstruere biler med et væsentligt mindre energiforbrug end de kendte konstruktioner.

Den elektriske bil har en lang række fordele såvel betjeningsmæssigt som mht. forurening, fordi energien produceres centralt under kontrollerede forhold.

Batterierne, som er nødvendige i en elektrisk bil, har længe været et problem. Blybatterier er tunge og forholdsvis ineffektive. Nye batterityper, som Ni-Cd- og lithium-ion-batterier samt fremover måske lithium-polymer-batterier, har imidlertid gjort elbiler mere attraktive, og flere bilfabrikker producerer nu elbiler, fx Citroëns Saxo Electrique og Berlingo CityVan Electrique.

En anden mulighed er motorer drevet af brint, der fremstilles undervejs ved en kemisk proces. Brint har den fordel, at det ved forbrænding kun frigør vanddamp. Den meget høje produktionspris har imidlertid hidtil virket hæmmende for denne udvikling.

Hybridbiler drevet af elmotor i bytrafik og af forbrændingsmotor uden for byerne er på markedet, især fra Toyota med modellen Prius. Toyota har annonceret, at alle deres bilmodeller vil blive fremstillet også i en hybridversion inden 2012. Tidligere forsøg med varmluftmotorer og dampmaskiner er blevet skrinlagt, ligesom distributionsomkostningerne har dæmpet interessen for gasdrift.

Bilindustriens forskning synes i øvrigt at samle sig om at optimere kendte konstruktionsprincipper, enten ved at udvikle nye energikilder som fx rapsolie til erstatning for dieselolie, ved at forfine dieselmotoren, som traditionelt har et lavere energiforbrug end benzinmotorer, og ved at anvende meget lette materialer kombineret med stærkt aerodynamisk formgivning.

Især Volkswagen-koncernen har søgt at profilere sig på dette felt, og det er lykkedes at producere og sælge en bil, VW Lupo 3L, med en brændstoføkonomi på op til 33 km/l.

I april 2002 kunne VW-fabrikken endvidere vise en konstruktion med en vægt på kun 290 kg og en luftmodstandskoefficient på 0,159 Cw. Den drives af en éncylindret dieselmotor på 300 cm3 med en effekt på 8,5 hk. Med en gennemsnitshastighed på 80 km/h og én person i bilen har den en brændstoføkonomi på 100 km/l.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig