En mønsterbog er en trykt samling af forlæg til broderi og andet dekorativt arbejde som for eksempel billedskærering og forskellige metalarbejder.

Mønsterbøgernes indflydelse

I Europa dukkede de første kendte mønsterbøger op i slutningen af 1500-tallet. Bøgernes mønstre blev kopieret igen og igen og spredte sig fra det tidspunkt hurtigt over hele Europa. På den måde fik mønsterbøgernes udvalg af motiver en enormt stor indflydelse på motivvalget i de fleste europæiske lande, og deres rolle i den sammenhæng kan ikke overdrives.

I begyndelsen af 1800-tallet blev håndarbejdsmagasiner og modejournaler mere udbredte, og sammen med en række hovedsagelig tyske foretagender, der solgte fortegninger til broderier, overtog de lidt efter lidt mønsterbøgernes rolle som inspirationskilde for især broderier syet i hjemmene.

Danske broderier

Fra 1800-tallets slutning og frem var man i Danmark i nationalt sindede kunst- og håndarbejdskredse ikke begejstrede for især de tyske broderier. De blev opfattet som et udtryk for dårlig smag. Tidens ildsjæle var optaget af at højne smagen og styrke den nationale selvfølelse. Ud af disse bestræbelser opstod nye bud på mønstersamlinger og -forlæg, der skulle vise det bedste og mest ægte i dansk kultur. Særligt to foreninger blev toneangivende i disse bestræbelser: Selskabet til Haandarbejdets Fremme blev dannet i 1928 og arbejdede primært for at skabe kunstnerisk prægede håndarbejder, og Højskolernes Håndarbejde fra 1932, som arbejdede for en æstetik, der tog udgangspunkt i den gamle danske bondekulturs håndværk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig