Lyntog er de gennemgående togforbindelser i Danmark, der holder ved færre stationer end øvrige tog, og som derfor når hurtigere frem. Der kører lyntog en gang i timen mellem de større byer. Forbindelserne køres af IC3-tog, IR4-tog og IC4-tog. Den højeste tilladte hastighed er 180 km/h.

Lyntogenes historie

Betegnelsen lyntog anvendtes første gang om de røde dieselelektriske trevognstog (MS-AA-MS), som blev indsat i 1935 mellem København og Jylland samtidig med åbningen af Lillebæltsbroen. Lyntogene blev overført med Storebæltsfærgerne, hvad persontog hidtil ikke var blevet.

I 1937 kom der en firevognsversion (MB-AB-FJ-MB), der ligesom trevognsversionen var bygget ved samarbejde mellem de to danske firmaer Frichs i Aarhus og Scandia i Randers. På grund af brændstofmangel måtte lyntogsdriften indstilles under 2. Verdenskrig. I perioden fra 1967 til 1973 anvendtes vognsættene nogle år i København-Berlin-forbindelsen.

Som erstatning for de danskbyggede lyntog anskaffede DSB i årene 1963-1968 tyskbyggede dieselhydrauliske tog (Litra MA), som fra begyndelsen var røde, men senere relanceredes som Sølvpilen i sølvgrå bemaling og med stort DSB bomærke på siden af motorvognen. Disse kørte frem til 1990, hvor de erstattedes af IC3-togene og fra slutningen af det første årti af 2000-tallet også af IC4-togene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig